Viden skal deles

Højesterets dom om gyldigheden af klausul om tilbagesalg af aktier

Højesteret har den 23. juni 2011 afsagt dom i en sag om en opsagt medarbejders forpligtelse til at tilbagesælge sine aktier i forbindelse med fratrædelsen.

Sagens baggrund 

I efteråret 2005 etablerede ejerne af MACH-koncernen et aktieprogram for medarbejderne herunder en specifik ordning for ledelsesgruppen. F, der var ansat i en lederstilling i det danske datterselskab MACH ApS, fik tilbud om at erhverve 878 stk. aktier (svarende til ca. 0,2 % af den samlede aktiekapital) i det luxemburgske moderselskab. Aktierne blev erhvervet for 8.780,00 € (svarende til ca. 65.000,00 DKK). Ejerskabet til aktierne blev i overensstemmelse med vilkårene for ordningen placeret i et til lejligheden oprettet selskab i Luxemburg, der fungerede som ejer og agent på vegne af alle de medarbejdere, der investerede i aktier under programmet. Der var i ca. 400 medarbejdere, der deltog i programmet.

F kunne ikke anmode om at få overført ejendomsretten til aktierne, men ville, under forudsætning af at ejerne af MACH-koncernen enten solgte eller noterede selskabet på børsen, få afregnet et beløb ved medsalg af aktierne, og det var forventningen, at ejerne af MACH-koncernen inden for en periode på 5-7 år ville gennemføre et salg eller en børsnotering af selskabet og derved søge at få afkast af investeringen. F kunne ikke selv disponere over aktierne herunder hverken ved salg eller pantsætning, ligesom der ikke ville blive udbetalt udbytte på aktierne. Det var agenten, der var part i den aktionæroverenskomst, der regulerede forholdet mellem aktionærerne i holdingselskabet, ligesom det var agenten, der havde fortegningsret ved udstedelse af nye aktier, og som kunne udøve stemmeret på aktierne på generalforsamling i selskabet.

I tilfælde af ansættelsesforholdets ophør var F – uanset årsagen – forpligtet til at afstå sine rettigheder til aktierne, idet sælgeren af aktierne havde ret (men ikke pligt) til at kræve aktierne tilbage fra agenten. Prisen for aktierne ved et sådant tilbagekøb afhang dels af, om F var en såkaldt ”good” eller ”bad leaver”, dels af hvor længe han havde ”ejet” aktierne.

F blev i december 2006 opsagt og blev under henvisning til tilbagekøbsklausulen anmodet om at afstå sine rettigheder til aktierne mod tilbagebetaling af den oprindelige købesum (uden tillæg af renter). Det afviste F og rejste efterfølgende krav om dels godtgørelse for usaglig afskedigelse, dels krav om ret til at beholde sine rettigheder knyttet til aktierne.

Ved landsrettens dom fik F tilkendt ca. 2 måneders løn i godtgørelse for usaglig afskedigelse i henhold til funktionærlovens § 2b. Denne del af sagen blev ikke anket til Højesteret. Landsretten fandt derimod, at F var bundet af tilbagesalgsklausulen.

Sagen drejede sig derfor for Højesteret alene om, hvorvidt klausulen om pligten til at afstå aktierne (eller de økonomiske rettigheder knyttet hertil) var i strid med dansk ret, herunder funktionærlovens § 17a, stk. 1, aktieoptionslovens § 5 eller aftalelovens § 36.

Sagen blev anlagt mod det danske datterselskab, som var F’s direkte arbejdsgiver. MACH ApS påstod sagen afvist, dels under henvisning til at selskabet ikke var rette pligtsubjekt (sagsøgte) for de rejste krav, dels at de nedlagte påstande (som blandet andet omfattede krav om udlevering af aktierne og anerkendelse af et erstatningsansvar, hvis denne forpligtelse ikke blev opfyldt) ikke var egnede til pådømmelse, samt at der var indgået aftale om anvendelse af luxemburgsk ret og værneting i Luxemburg.

Højesterets resultat og begrundelse

Højesteret fandt, at påstandene var egnede til påkendelse, og at kravet kunne rettes mod MACH ApS, idet tilbuddet om investering i aktierne var givet som led i ansættelsesforholdet. Dette er i tråd med Højesterets afgørelse i Intel-sagen (UfR2005.671H).

Endvidere fandt samtlige dommere, under henvisning til landsrettens begrundelse, at ordningen ikke var omfattet af hverken funktionærlovens § 17a eller aktieoptionsloven, hvorfor tilbagesalgsklausulen ikke kunne tilsidesættes efter disse bestemmelser.

Et flertal på 3 dommere fandt imidlertid, at tilbagesalgspligten var ugyldig efter aftalelovens § 36, og lagde herved vægt på følgende;

”Ved vurderingen af, om … (klausulen om) … tilbagesalgspligt helt eller delvis bør tilside­sættes i medfør af aftalelovens § 36, må der tages udgangspunkt i, at adgangen til at investere i aktierne og de rettigheder, som følger af investeringen, er opnået i kraft af ansættelsen i MACH ApS (MACH-koncernen). Der må endvidere lægges vægt på, at medarbejderne ved præsentationen af aktieinvesteringsprogrammet fik stillet i udsigt, at der var mulighed for at opnå en meget betydelig gevinst inden for en overskuelig årrække, og at det fra MACH-koncernens side blev tilkendegivet, at ordningen i første række var begrundet i et ønske om at fastholde medarbejderne. På denne baggrund finder vi, at det som udgangspunkt må anses for urimeligt at gøre tilbagesalgspligten gæ1dende i tilfælde, hvor ansættelsesforholdet bringes til ophør ved opsigelse fra MACH ApS' side, uden at det skyldes misligholdelse fra den ansattes side, jf. herved principperne i og hensynene bag aktieoptionslovens § 5.

I den foreliggende sag har landsretten lagt til grund, at opsigelsen af F var usaglig og ubegrundet, og at han derfor har krav på godtgørelse i medfør af funktionærlovens § 2 b. Dommen er ikke anket på dette punkt, og det må herefter lægges til grund, at F blev opsagt, uden at der forelå misligholdelse fra hans side. Herefter, og da der ikke er grundlag for at fravige det anførte udgangspunkt, finder vi, at en tilbagesalgspligt, som efter aftalegrundlaget påhviler F, bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36. Dette gælder, selv om det måtte kunne lægges til grund, at aktiernes markedsværdi også på opsigelsestidspunktet svarede til købsprisen på 10 euro pr. aktie.”

Flertallet tog derfor den subsidiære påstand til følge, således at MACH ApS skal anerkende, at F er berettiget til at bevare sine rettigheder til 878 stk. SMEIO-aktier, som om han fortsat var ansat hos MACH ApS.

Bemærkninger til dommen

Funktionærlovens § 17a, stk. 1

Højesteret har under henvisning til landsrettens begrundelse lagt til grund at medarbejderens deltagelse i ordningen ikke indebar erhvervelse af rettigheder (ydelser), der kunne anses for omfattet af funktionærlovens § 17a, stk. 1.

I landsrettens dom anføres det herom;

”Det er ikke for landsretten godtgjort eller sandsynliggjort, at købet ikke skete til markedsværdien. Aktietegningen (købet – SJ-laws fremhævelse) indeholdt derfor ikke i sig selv en økonomisk begunstigelse af medarbejderne, og aktiekøbet har derfor ikke haft karakter af en vederlæggelse af medarbejderne, der kan sidestilles med en ydelse, som er omfattet af funktionærlovens § 17a.

Begrundelsen for ikke at anvende funktionærlovens § 17a forekommer dog ikke overbevisende. 

Højesteret har i sagerne om gratisaktier og favøraktier omfattet af ligningslovens § 7A (domme af 15. oktober 2010) lagt til grund, at favøraktier – som også kræver en investering ved medarbejderens deltagelse – er omfattet af funktionærlovens § 17a.

Her har Højesteret udtalt, at udlodning af gratis medarbejderaktier indebærer overførsel af en økonomisk værdi til medarbejderne som vederlag i ansættelsesforholdet, og at sådanne ydelser kan sidestilles med tantieme og gratiale i relation til funktionærlovens § 17a. Det forhold, at aktierne i løbet af en båndlæggelsesperiode kan miste deres værdi, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Salg af favøraktier skal behandles på samme måde som udlodning af gratisaktier. Det forhold, at medarbejderen for at kunne oppebære værdien af favørelementet selv skal betale en købesum for aktierne, og i tilfælde af kursfald risikerer at miste denne investering, kan ikke medføre, at overførslen af den økonomiske værdi ikke anses som en ydelse omfattet af § 17a.

Det fremgår ikke af disse præmisser, hvorvidt det er en nødvendig forudsætning for anvendelse af funktionærlovens § 17a, at der sker umiddelbar overførelse af en konkret økonomisk værdi. Det fremgår således ikke, hvor stor denne i givet fald skal være (hverken absolut eller forholdsmæssigt sammenlignet med den investering medarbejderen foretager) eller hvornår den økonomiske værdi i givet fald skal kunne anses for overført til den ansatte. Hvis en ansat erhverver aktier som led i ansættelsesforholdet, og dette sker til markedskursen, og der er tale om en ikke ubetydelig investering af vedkommendes egne midler, kan det efter omstændighederne tale for at betragte forholdet som en egentlig investering, men hvis arbejdsgiveren udtrykkeligt tilkendegiver, at ordningen anvendes som led i en belønning af medarbejderne, må der alt andet lige være tale om løn. Det gælder navnlig, hvis arbejdsgiveren anvender aktierne som led i forhandlingen om lønnen, hvad enten det sker for at mindske den fremadrettede lønudvikling eller at erstatte en konkret tilsagt lønregulering. I disse situationer vil der, uanset om aktierne erhverves uden nogen umiddelbar overførelse af en økonomisk værdi, være tale om løn. Dette var netop tilfældet i denne sag, idet medarbejderen havde fået et konkret tilsagn om en lønstigning på kr. 10.000,00 pr. måned, som imidlertid under henvisning til tilbuddet om investering i aktierne ikke blev realiseret. 

Aftalelovens § 36

Når Højesteret ikke vil anvende funktionærlovens § 17a, stk. 1, er det set med lønmodtagerøjne trods alt glædeligt, at flertallet tilsidesætter tilbagesalgsklausulen efter aftalelovens § 36. Afgørelsen bekræfter de retningslinjer, der blev udstukket af Sø- og Handelsretten i Exicon-sagen (UfR2003.1064SH) om tilsidesættelse af en klausul om tilbagesalg af aktier ved opsigelse af en medarbejder.

To forhold påkalder sig opmærksomhed.

Det er for det første forholdsvist sjældent, at Højesteret finder belæg for at anvende aftalelovens § 36 som afsæt til at tilsidesætte vilkår i ansættelsesforhold. Ved fortolkningen af bestemmelsen springer det i øjnene, at Højesteret, som begrundelse for at tilsidesætte tilbagesalgspligten, har henvist til principperne i og hensynene bag aktieoptionslovens § 5, som fastslår udgangspunktet, om at medarbejderen ved en opsigelse fra arbejdsgiverens side bevarer retten til at udnytte tildelte optioner, som om vedkommende fortsat var ansat. Derved er der foretaget en afvejning af parternes interesser, som svarer til rammerne i aktieoptionsloven – altså siger man selv op, mister man alt andet lige sine rettigheder, og bliver man sagt op (uden at have givet rimelig anledning til opsigelsen) bevarer man sine rettigheder.

Hvis ordningen var omfattet af funktionærlovens § 17a, stk. 1, ville tilbagekøbsklausulen være ugyldig, uanset om funktionæren blev sagt op eller selv sagde op.

For det andet, må man, hvis man imidlertid nærlæser begrundelsen for anvendelse af § 36, undres over, hvorfor præmisserne ikke fører til, at ordningen måtte henføres til funktionærlovens § 17a. Flertallet har jo lagt vægt på, at ordningen blev etableret som led i ansættelsesforholdet, at medarbejderne ved indtrædelsen fik orientering om, at der var mulighed for at opnå en betydelig gevinst, og at formålet med ordningen var at fastholde medarbejderne.

Dissensen

Alle dommerne var som nævnt enige om, at ordningen ikke kunne anses for omfattet af aktieoptionsloven, idet medarbejderen ikke havde ret til senere erhvervelse af aktier. Det er derfor lidt vanskeligt at forstå følgende dissens;

”Det fremgår af forarbejderne til aktieoptionsloven, at man med loven ønskede at fastsætte klare regler for, hvad der skal gælde i den situation, hvor lønmodtageren forlader en virksom­hed. Forslaget havde dermed til formål at ændre den retstilstand vedrørende aktieoptioner, der havde udviklet sig på baggrund af funktionærlovens § 17a og aftalelovens § 36. Man ønskede en regulering, så domstolene ikke skulle afgøre sagerne ud fra de mere generelle bestemmel­ser i aftalelovens § 36 og funktionær1ovens § 17a. Lovforslaget skulle afhjælpe den eksisterende retsusikkerhed og sikre, at ordninger om aktiekøberettigheder i ansættelsesforhold blev lettere at administrere.

På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, finder vi, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte aftalen om tilbagesalg af aktierne i medfør af aftalelovens § 36, og vi stemmer derfor for at stadfæste dommen.”

Det er en tankevækkende fortolkning. 

Når det på den ene side er slået fast, at aktieoptionsloven ikke finder anvendelse, er det på den anden side overraskende, at mindretallet vil anvende indførelsen af aktieoptionsloven som trædesten for, at aftalelovens § 36 ikke kan finde anvendelse for rettigheder, der ikke er omfattet af loven.

Det er ikke alene ulogisk, men er tillige forkert.

Hvis ordningen i øvrigt havde været omfattet af aktieoptionsloven, havde medarbejderen jo netop været berettiget til at beholde sine rettigheder, fordi han usagligt blev sagt op af arbejdsgiveren. Man må jo spørge sig selv om, hvorfor det skulle være rimeligt, at medarbejdere omfattet af ordninger uden for loven skulle være ringere beskyttet ved usaglig afskedigelse. Det har ikke været intentionen med indførelsen af aktieoptionsloven at ændre på beskyttelsen for ordninger, der falder uden for lovens anvendelsesområde, og derved indskrænke lønmodtagernes adgang til at påberåbe sig beskyttelse efter anden præceptiv lovgivning, herunder aftalelovens § 36.

Dommen kan findes på dette link

http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/317-2009.pdf     

Spørgsmål om dommen kan rettes til advokat Arvid Andersen, på ara@sjlaw.dk