Viden skal deles

Manglende betaling af provision under graviditetsbetinget sygdomsfravær var i strid med funktionær- og ligelønsloven

Vestre Landsret har i dom af 2. februar 2011 givet en kvindelig salgskonsulent medhold i, at det var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, at arbejdsgiveren undlod at betale hende provision under hendes graviditetsbetingede sygdomsfravær, samt fastslået, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1 ved ikke at give hende den provision, hun var berettiget til.

 

 

Sagens faktum

 

Den kvindelige medarbejder tiltrådte sin stilling som salgskonsulent med virkning fra den 1. januar 2007.

 

 

Det var mellem parterne aftalt, at medarbejderen skulle modtage en grundløn samt provision og bonus af medarbejderens omsætning i hendes distrikt. Af provisionsaftalen fremgik det endvidere, at medarbejderens distrikt var Jylland og Fyn, samt at hun var berettiget til provision af samtlige salg i hendes geografiske område.

 

 

Af personalehåndbogen fremgik det blandt andet, at provision for sygemeldte medarbejdere blev beregnet på baggrund af den gennemsnitlige provisionsudbetaling i de forudgående 12 måneder.

 

 

I begyndelsen af marts 2008 blev medarbejderen delvist sygemeldt som følge af graviditetskomplikationer. Eftersom arbejdsgiveren i begyndelsen af 2008 havde vundet et offentligt udbud, som indebar et øget salg i medarbejderens geografiske distrikt, anmodede medarbejderen om at få lov til at arbejde deltid som sælger. Arbejdsgiveren meddelte imidlertid, at medarbejderen på grund af den delvise sygemelding ikke måtte arbejde som sælger, men at medarbejderen i stedet for kunne hjælpe med kontoropgaver.

 

 

Under medarbejderens sygemelding i april og maj 2008 arbejdede to andre sælgere i medarbejderens distrikt, og oppebar en betydelig provision herfor, medens den kvindelige medarbejder fik udbetalt et gennemsnit af hendes provision i de forudgående 12 måneder, hvilket udgjorde til et mindre beløb.

 

 

Efter medarbejderens fratræden rejste HK krav om efterbetaling af provision, og gjorde i forbindelse hermed gældende, at provisionsaflønningen af medarbejderen var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, idet medarbejderen burde have modtaget provision af de salg, der var gennemført i hendes geografiske distrikt. Herudover blev der rejst krav om betaling af en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2, idet arbejdsgiverens aflønning helt eller delvist var begrundet i medarbejderens graviditet og graviditetsbetingende fravær.

 

 

Byrettens afgørelse

 

Byretten fastslog indledningsvist, at det afgørende for medarbejderens krav på provision måtte være hvilken provision, medarbejderen ville have oppebåret, hvis hun ikke havde været sygemeldt, jf. funktionærlovens § 9, stk. 3. Byretten lagde herefter til grund, at der hos arbejdsgiveren var kutyme for, at der ved større udbud var nødvendigt at indskrive sælgere fra andre distrikter, og at der var fast praksis for, at provisionen i sådanne tilfælde blev delt mellem de pågældende sælgere. Byretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen – hvis hun ikke havde været sygemeldt – ville have været forpligtet til at dele sin provision med sine kolleger, hvorfor medarbejderens provisionsgrundlag efter byrettens opfattelse skønsmæssigt skulle opgøres til en femtedel af det samlede salg i distriktet.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde byretten til grund, at der hos arbejdsgiveren var en generel praksis om, at sælgere ikke kunne arbejde på deltid, og byretten fandt på denne baggrund ikke, at der var udøvet forskelsbehandling, der kunne danne grundlag for en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Landsrettens afgørelse

 

Landsretten fandt ligesom byretten, at medarbejderens provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, skulle udregnes på grundlag af den provisionsindtægt, som hun ville have oppebåret hvis hun ikke havde været sygemeldt.

 

 

Landsretten lagde imidlertid til grund, at det af ansættelsesaftalen fremgik, at medarbejderen skulle have provision af salg, der var indgået i hendes geografiske distrikt. Landsretten fandt endvidere ikke, at personalehåndbogens bestemmelser kunne medføre, at medarbejderen, der kun var deltidssygemeldt, ikke havde ret til provision af salg gennemført i hendes distrikt under hendes sygdomsfravær, ligesom landsretten ikke fandt, at arbejdsgiveren havde bevist, at der var kutyme for ved større udbud at lade andre sælgere foretage salg i de distrikter, der var ejet af en bestemt sælger. Som følge heraf fik den kvindelige medarbejder tilkendt provision af al salg gennemført i hendes geografiske distrikt under hendes fraværsperiode.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde landsretten til grund, at arbejdsgiveren kort tid efter at medarbejderen havde oplyst, at hun var gravid, og kort tid efter at hun på grund af graviditetsbetinget sygdom ikke kunne arbejde på fuld tid, havde meddelt hende, at hun ikke kunne arbejde som sælger på deltid. Herudover lagde landsretten til grund, at personalehåndbogen ikke indeholdt bestemmelser om, at deltidssygemeldte ikke havde ret til provision af salg i den pågældendes distrikt, og at arbejdsgiveren på trods heraf ikke havde udbetalt den provision, som medarbejderen var berettiget til. Landsretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Landsretten fandt endvidere ikke, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, og tilkendte derfor medarbejderen en godtgørelse på kr. 10.000 efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Byretsdommen var overraskende, idet byretten ikke blot – og alene på baggrund af de forklaringer, der blev afgivet af arbejdsgiveren og dennes repræsentanter – fastslog, at medarbejderen var forpligtet til at dele sin provision med andre kolleger, men også da byretten uden videre – og uden at komme nærmere ind på bevisbedømmelsen – fastslog, at arbejdsgiveren ikke havde handlet i strid med ligelønslovens § 1.

 

 

Landsrettens bevisbedømmelse forekommer mere rigtig, idet landsretten tillagde det betydning, at arbejdsgiveren ikke havde fremlagt skriftlig dokumentation for, at provisionen blev delt mellem flere sælgere, når større opgaver skulle løses, hvilket blev tillagt afgørende betydning for, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde for, at medarbejderen ikke var berettiget til fuld provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, samt for spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligelønsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke var blevet krænket.

 

 

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Snorre Andreas Kehler, der førte sagen for HK.

 

 

Vestre Landsrets dom af 2. februar 2011 kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Carina G. Jensen på sjlaw@sjlaw.dk

 

 

 

Manglende betaling af provision under graviditetsbetinget sygdomsfravær var i strid med funktionær- og ligelønsloven

Vestre Landsret har i dom af 2. februar 2011 givet en kvindelig salgskonsulent medhold i, at det var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, at arbejdsgiveren undlod at betale hende provision under hendes graviditetsbetingede sygdomsfravær, samt fastslået, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1 ved ikke at give hende den provision, hun var berettiget til.

 

 

Sagens faktum

 

Den kvindelige medarbejder tiltrådte sin stilling som salgskonsulent med virkning fra den 1. januar 2007.

 

 

Det var mellem parterne aftalt, at medarbejderen skulle modtage en grundløn samt provision og bonus af medarbejderens omsætning i hendes distrikt. Af provisionsaftalen fremgik det endvidere, at medarbejderens distrikt var Jylland og Fyn, samt at hun var berettiget til provision af samtlige salg i hendes geografiske område.

 

 

Af personalehåndbogen fremgik det blandt andet, at provision for sygemeldte medarbejdere blev beregnet på baggrund af den gennemsnitlige provisionsudbetaling i de forudgående 12 måneder.

 

 

I begyndelsen af marts 2008 blev medarbejderen delvist sygemeldt som følge af graviditetskomplikationer. Eftersom arbejdsgiveren i begyndelsen af 2008 havde vundet et offentligt udbud, som indebar et øget salg i medarbejderens geografiske distrikt, anmodede medarbejderen om at få lov til at arbejde deltid som sælger. Arbejdsgiveren meddelte imidlertid, at medarbejderen på grund af den delvise sygemelding ikke måtte arbejde som sælger, men at medarbejderen i stedet for kunne hjælpe med kontoropgaver.

 

 

Under medarbejderens sygemelding i april og maj 2008 arbejdede to andre sælgere i medarbejderens distrikt, og oppebar en betydelig provision herfor, medens den kvindelige medarbejder fik udbetalt et gennemsnit af hendes provision i de forudgående 12 måneder, hvilket udgjorde til et mindre beløb.

 

 

Efter medarbejderens fratræden rejste HK krav om efterbetaling af provision, og gjorde i forbindelse hermed gældende, at provisionsaflønningen af medarbejderen var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, idet medarbejderen burde have modtaget provision af de salg, der var gennemført i hendes geografiske distrikt. Herudover blev der rejst krav om betaling af en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2, idet arbejdsgiverens aflønning helt eller delvist var begrundet i medarbejderens graviditet og graviditetsbetingende fravær.

 

 

Byrettens afgørelse

 

Byretten fastslog indledningsvist, at det afgørende for medarbejderens krav på provision måtte være hvilken provision, medarbejderen ville have oppebåret, hvis hun ikke havde været sygemeldt, jf. funktionærlovens § 9, stk. 3. Byretten lagde herefter til grund, at der hos arbejdsgiveren var kutyme for, at der ved større udbud var nødvendigt at indskrive sælgere fra andre distrikter, og at der var fast praksis for, at provisionen i sådanne tilfælde blev delt mellem de pågældende sælgere. Byretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen – hvis hun ikke havde været sygemeldt – ville have været forpligtet til at dele sin provision med sine kolleger, hvorfor medarbejderens provisionsgrundlag efter byrettens opfattelse skønsmæssigt skulle opgøres til en femtedel af det samlede salg i distriktet.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde byretten til grund, at der hos arbejdsgiveren var en generel praksis om, at sælgere ikke kunne arbejde på deltid, og byretten fandt på denne baggrund ikke, at der var udøvet forskelsbehandling, der kunne danne grundlag for en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Landsrettens afgørelse

 

Landsretten fandt ligesom byretten, at medarbejderens provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, skulle udregnes på grundlag af den provisionsindtægt, som hun ville have oppebåret hvis hun ikke havde været sygemeldt.

 

 

Landsretten lagde imidlertid til grund, at det af ansættelsesaftalen fremgik, at medarbejderen skulle have provision af salg, der var indgået i hendes geografiske distrikt. Landsretten fandt endvidere ikke, at personalehåndbogens bestemmelser kunne medføre, at medarbejderen, der kun var deltidssygemeldt, ikke havde ret til provision af salg gennemført i hendes distrikt under hendes sygdomsfravær, ligesom landsretten ikke fandt, at arbejdsgiveren havde bevist, at der var kutyme for ved større udbud at lade andre sælgere foretage salg i de distrikter, der var ejet af en bestemt sælger. Som følge heraf fik den kvindelige medarbejder tilkendt provision af al salg gennemført i hendes geografiske distrikt under hendes fraværsperiode.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde landsretten til grund, at arbejdsgiveren kort tid efter at medarbejderen havde oplyst, at hun var gravid, og kort tid efter at hun på grund af graviditetsbetinget sygdom ikke kunne arbejde på fuld tid, havde meddelt hende, at hun ikke kunne arbejde som sælger på deltid. Herudover lagde landsretten til grund, at personalehåndbogen ikke indeholdt bestemmelser om, at deltidssygemeldte ikke havde ret til provision af salg i den pågældendes distrikt, og at arbejdsgiveren på trods heraf ikke havde udbetalt den provision, som medarbejderen var berettiget til. Landsretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Landsretten fandt endvidere ikke, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, og tilkendte derfor medarbejderen en godtgørelse på kr. 10.000 efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Byretsdommen var overraskende, idet byretten ikke blot – og alene på baggrund af de forklaringer, der blev afgivet af arbejdsgiveren og dennes repræsentanter – fastslog, at medarbejderen var forpligtet til at dele sin provision med andre kolleger, men også da byretten uden videre – og uden at komme nærmere ind på bevisbedømmelsen – fastslog, at arbejdsgiveren ikke havde handlet i strid med ligelønslovens § 1.

 

 

Landsrettens bevisbedømmelse forekommer mere rigtig, idet landsretten tillagde det betydning, at arbejdsgiveren ikke havde fremlagt skriftlig dokumentation for, at provisionen blev delt mellem flere sælgere, når større opgaver skulle løses, hvilket blev tillagt afgørende betydning for, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde for, at medarbejderen ikke var berettiget til fuld provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, samt for spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligelønsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke var blevet krænket.

 

 

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Snorre Andreas Kehler, der førte sagen for HK.

 

 

Vestre Landsrets dom af 2. februar 2011 kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Carina G. Jensen på sjlaw@sjlaw.dk

 

 

 

Manglende betaling af provision under graviditetsbetinget sygdomsfravær var i strid med funktionær- og ligelønsloven

Vestre Landsret har i dom af 2. februar 2011 givet en kvindelig salgskonsulent medhold i, at det var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, at arbejdsgiveren undlod at betale hende provision under hendes graviditetsbetingede sygdomsfravær, samt fastslået, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1 ved ikke at give hende den provision, hun var berettiget til.

 

 

Sagens faktum

 

Den kvindelige medarbejder tiltrådte sin stilling som salgskonsulent med virkning fra den 1. januar 2007.

 

 

Det var mellem parterne aftalt, at medarbejderen skulle modtage en grundløn samt provision og bonus af medarbejderens omsætning i hendes distrikt. Af provisionsaftalen fremgik det endvidere, at medarbejderens distrikt var Jylland og Fyn, samt at hun var berettiget til provision af samtlige salg i hendes geografiske område.

 

 

Af personalehåndbogen fremgik det blandt andet, at provision for sygemeldte medarbejdere blev beregnet på baggrund af den gennemsnitlige provisionsudbetaling i de forudgående 12 måneder.

 

 

I begyndelsen af marts 2008 blev medarbejderen delvist sygemeldt som følge af graviditetskomplikationer. Eftersom arbejdsgiveren i begyndelsen af 2008 havde vundet et offentligt udbud, som indebar et øget salg i medarbejderens geografiske distrikt, anmodede medarbejderen om at få lov til at arbejde deltid som sælger. Arbejdsgiveren meddelte imidlertid, at medarbejderen på grund af den delvise sygemelding ikke måtte arbejde som sælger, men at medarbejderen i stedet for kunne hjælpe med kontoropgaver.

 

 

Under medarbejderens sygemelding i april og maj 2008 arbejdede to andre sælgere i medarbejderens distrikt, og oppebar en betydelig provision herfor, medens den kvindelige medarbejder fik udbetalt et gennemsnit af hendes provision i de forudgående 12 måneder, hvilket udgjorde til et mindre beløb.

 

 

Efter medarbejderens fratræden rejste HK krav om efterbetaling af provision, og gjorde i forbindelse hermed gældende, at provisionsaflønningen af medarbejderen var i strid med funktionærlovens § 9, stk. 3, idet medarbejderen burde have modtaget provision af de salg, der var gennemført i hendes geografiske distrikt. Herudover blev der rejst krav om betaling af en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2, idet arbejdsgiverens aflønning helt eller delvist var begrundet i medarbejderens graviditet og graviditetsbetingende fravær.

 

 

Byrettens afgørelse

 

Byretten fastslog indledningsvist, at det afgørende for medarbejderens krav på provision måtte være hvilken provision, medarbejderen ville have oppebåret, hvis hun ikke havde været sygemeldt, jf. funktionærlovens § 9, stk. 3. Byretten lagde herefter til grund, at der hos arbejdsgiveren var kutyme for, at der ved større udbud var nødvendigt at indskrive sælgere fra andre distrikter, og at der var fast praksis for, at provisionen i sådanne tilfælde blev delt mellem de pågældende sælgere. Byretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen – hvis hun ikke havde været sygemeldt – ville have været forpligtet til at dele sin provision med sine kolleger, hvorfor medarbejderens provisionsgrundlag efter byrettens opfattelse skønsmæssigt skulle opgøres til en femtedel af det samlede salg i distriktet.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde byretten til grund, at der hos arbejdsgiveren var en generel praksis om, at sælgere ikke kunne arbejde på deltid, og byretten fandt på denne baggrund ikke, at der var udøvet forskelsbehandling, der kunne danne grundlag for en godtgørelse efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Landsrettens afgørelse

 

Landsretten fandt ligesom byretten, at medarbejderens provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, skulle udregnes på grundlag af den provisionsindtægt, som hun ville have oppebåret hvis hun ikke havde været sygemeldt.

 

 

Landsretten lagde imidlertid til grund, at det af ansættelsesaftalen fremgik, at medarbejderen skulle have provision af salg, der var indgået i hendes geografiske distrikt. Landsretten fandt endvidere ikke, at personalehåndbogens bestemmelser kunne medføre, at medarbejderen, der kun var deltidssygemeldt, ikke havde ret til provision af salg gennemført i hendes distrikt under hendes sygdomsfravær, ligesom landsretten ikke fandt, at arbejdsgiveren havde bevist, at der var kutyme for ved større udbud at lade andre sælgere foretage salg i de distrikter, der var ejet af en bestemt sælger. Som følge heraf fik den kvindelige medarbejder tilkendt provision af al salg gennemført i hendes geografiske distrikt under hendes fraværsperiode.

 

 

I forhold til hvorvidt arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligelønslovens § 1, lagde landsretten til grund, at arbejdsgiveren kort tid efter at medarbejderen havde oplyst, at hun var gravid, og kort tid efter at hun på grund af graviditetsbetinget sygdom ikke kunne arbejde på fuld tid, havde meddelt hende, at hun ikke kunne arbejde som sælger på deltid. Herudover lagde landsretten til grund, at personalehåndbogen ikke indeholdt bestemmelser om, at deltidssygemeldte ikke havde ret til provision af salg i den pågældendes distrikt, og at arbejdsgiveren på trods heraf ikke havde udbetalt den provision, som medarbejderen var berettiget til. Landsretten fandt på denne baggrund, at medarbejderen havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, jf. ligelønslovens § 6, stk. 2. Landsretten fandt endvidere ikke, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, og tilkendte derfor medarbejderen en godtgørelse på kr. 10.000 efter ligelønslovens § 2, stk. 2.

 

 

Schebye Jacobsens bemærkninger

 

Byretsdommen var overraskende, idet byretten ikke blot – og alene på baggrund af de forklaringer, der blev afgivet af arbejdsgiveren og dennes repræsentanter – fastslog, at medarbejderen var forpligtet til at dele sin provision med andre kolleger, men også da byretten uden videre – og uden at komme nærmere ind på bevisbedømmelsen – fastslog, at arbejdsgiveren ikke havde handlet i strid med ligelønslovens § 1.

 

 

Landsrettens bevisbedømmelse forekommer mere rigtig, idet landsretten tillagde det betydning, at arbejdsgiveren ikke havde fremlagt skriftlig dokumentation for, at provisionen blev delt mellem flere sælgere, når større opgaver skulle løses, hvilket blev tillagt afgørende betydning for, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet sin bevisbyrde for, at medarbejderen ikke var berettiget til fuld provision efter funktionærlovens § 9, stk. 3, samt for spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at ligelønsprincippet i ligelønslovens § 1 ikke var blevet krænket.

 

 

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Snorre Andreas Kehler, der førte sagen for HK.

 

 

Vestre Landsrets dom af 2. februar 2011 kan rekvireres ved henvendelse til receptionist Carina G. Jensen på sjlaw@sjlaw.dk