Viden skal deles

Beregning af feriegodtgørelse og pension – fodboldspilleres overenskomst

Den 11. september 2012 blev der afsagt kendelse i den meget omtalte sag Spillerforeningen mod Divisionsforeningen og Brøndbyernes IF Fodbold A/S, der bl.a. omhandler fodboldspillernes ret til feriegodtgørelse og pension.

Spillerforeningen repræsenterede fodboldspillerne, mens Divisionsforeningen repræsenterede fodboldklubberne.

Sagen er afgjort af Fodboldens Voldgiftsret, da sagen angik en fortolkning af overenskomsten mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen. Dette medfører bl.a., at kendelsen ikke kan appelleres og dermed er endelig.

Sagen omhandlede primært to hovedspørgsmål: Spillernes krav på feriegodtgørelse og spillernes krav på pension. Kendelsen er ikke enstemmig.

Feriegodtgørelse:
Divisionsforeningen anførte under sagen, at feriegodtgørelsen skulle være indeholdt i den aftalte løn. Dette nåede Voldgiftsretten frem til ikke kunne aftales, idet overenskomstens regler herom er ufravigelige.

Spillerforeningen havde nedlagt en påstand om, at der skulle beregnes 12,5 % i feriegodtgørelse + 1 % i ferietillæg af alle de bonusudbetalinger, spillerne modtager. Voldgiftsretten nåede dog frem til, at der ikke skulle gives medhold i denne påstand, da en sådan ordning måtte kræve hjemmel i aftale eller i den gældende overenskomst, hvilket ikke fandtes at være tilfældet.

Også spørgsmålet om forældelse af feriegodtgørelsen blev behandlet, da det blev gjort gældende, at nogle af kravene kunne anses for forældede efter den dagældende ferielovs § 35, der finder anvendelse for krav på feriegodtgørelse for optjeningsår før 2009.

Efter den dagældende ferielovs § 35 skulle der senest den 30. september efter ferieårets udløb rejses krav overfor arbejdsgiveren. I dag er reglen derimod, at der gælder en 3-årig forældelse fra ferieårets udløb, hvis ikke lønmodtageren søger kravet gennemført ved retssag, fagretlig behandling, politianmeldelse, indgivelse af konkursbegæring eller ved at rette skriftlig henvendelse til direktøren for Pensionsstyrelsen. Der gælder således ikke i dag en regel om, at forældelse afbrydes ved at rejse kravet overfor arbejdsgiver. Der skal mere til.

Den 30. september 2009 fremsatte Spillerforeningen overfor Divisionsforeningen en begæring om mæglingsmøde i sagen vedrørende manglende afregning af feriepenge og ferietillæg. I begæringen henviste Spillerforeningen til "alle klubber i SAS-ligaen, 1. og 2. divisionernes manglende afregning af feriepenge og ferietillæg af bonus og sign-on fee mv. til medlemmer af Spillerforeningen."

Der var herefter korrespondance mellem parterne, idet Divisionsforeningen ikke mente, at skrivelsen kunne afbryde forældelsesfristen, idet den bl.a. ikke var specifik nok. Skrivelsen blev samme dag sendt til samtlige klubber i superligaen.

Spillerforeningen havde i den efterfølgende periode en række møder i forskellige klubber, men det var meget svært at få sagerne oplyst tilstrækkeligt pga. mangelfuldt papirarbejde. Den 30. september 2010 sendte Spillerforeningen dog en noget mere præcis skrivelse til Divisionsforeningen, hvor en konkret fodboldspiller, Peter Madsen, var brugt som eksempel, og dennes krav var opgjort.

Voldgiftsrettens flertal nåede frem til, at "uanset at kravet er løst formuleret og uden konkrete eksempler finder vi, at problemet er så klart i substansen, at klubberne uden anstrengelse ved en gennemgang af bare et par enkelte kontrakter kunne se, om der var et problem eller ej. Problematikken har derfor stået klager (skulle nok være indklagede) klart, da man modtog mailen af 30. september 2009. Som følge heraf finder vi ikke, at klager har udvist retsfortabende passivitet." Retsfortabende passivitet må her forstås som forældelse.

Voldgiftsrettens mindretal nåede modsat frem til, at skrivelsen af 30. september 2010 ikke indeholdt "den fornødne identifikation af hverken arbejdsgiver, lønmodtagere, eller lønmodtagernes krav". Hermed kunne skrivelsen ikke afbryde forældelsesfristen.

Arbejdsmarkedets Feriefond har til Spillerforeningen afgivet en transport for de krav, der ellers ville være forældede. Voldgiftsretten flertal nåede i den forbindelse frem til, at kravet ikke var forældet pga. transporterklæringen, mens det var mindretallets opfattelse, at der ikke er hjemmel for Arbejdsmarkedets Feriefond til at give transport som sket, hvorfor spillerne ikke kunne støtte ret på transporten, og deres krav var dermed forældede.

Pension:
Tvisten under voldgiftssagen gik på, hvorvidt 3 udvalgte spillere havde krav på betaling af pension, eller om der var aftalt fravigelse heraf, og om pensionen var inkluderet i spillernes løn.

Det fremgår af den gældende overenskomst, at der gælder en obligatorisk pensionsordning. Overenskomsten kan kun fraviges til gunst for spilleren, eller hvis overenskomstparterne er enige om, at aftalen er til gavn for begge parter. 

For den ene spiller, Martin Ericsson, fremgik det af dennes kontrakt, hvad dennes grundløn var. Der fremgik intet om pension. Der var derfor enighed i voldgiftsretten om, at han havde krav på pension udover sin grundløn.

For så vidt angår de to andre spillere, Thomas Rasmussen og Peter Madsen, er formuleringerne lidt anderledes. I Thomas Rasmussens kontrakt fremgår det, at "grundlønnen er 100.000 kr.", mens det af Peter Madsens kontrakt fremgår, at "grundlønnen er 110.000 kr. (inklusiv den til enhver tid gældende obligatoriske pension efter § 15)". § 15 i spillerkontrakten omhandler også den obligatoriske pensionsordning.

Voldgiftsrettens flertal fandt, at spillerne skulle have medhold i deres påstande, da pensionsordningen for det første er obligatorisk, og da der for det andet ikke ubestridt er en fordel for spillerne i at få pengene udbetalt på en anden måde (ved den skattegunstige forskerskatteordning med en betaling på 25% i skat). Derudover kunne det ikke udledes af kontrakterne, hvad der var aftalt mht. betaling af pension.

Mindretallet fandt, at der på aftalemæssigt grundlag var sket en fravigelse af overenskomsten, og at denne fravigelse var til gunst for spilleren.

I forhold til spørgsmålet, om hvorvidt pensionen var inkluderet i spillernes bruttoløn, nåede flertallet ud fra en fortolkning af overenskomsten frem til, at pensionen skulle betales udover grundlønnen, hvilket mindretallet ikke var enig i.

SJ Law´s bemærkninger
Det er SJ Law’s opfattelse, at Voldgiftsretten anlægger en meget lempelig fortolkning af den dagældende ferielovs § 35, idet det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, at kravet anses for rejst, hvis lønmodtageren har bedt om, krævet eller rykket arbejdsgiveren for feriepengene.

Som nævnt var ingen af disse forhold umiddelbart opfyldt, idet Spillerforeningen ved deres henvendelse af 30. september 2009 ikke havde opgjort kravet på feriegodtgørelse og end ikke oplyst, hvilke spillere det drejede sig om.

Afgørelsen kan således tages til udtryk for, at der skal meget lidt til for at afbryde forældelsesfristen for feriegodtgørelse til og med optjeningsåret 2008.

Spørgsmålet har dog mest historisk interesse, idet den nuværende ferielovs § 35, der finder anvendelse på feriegodtgørelse fra og med optjeningsåret 2009, ikke opererer med et tilsvarende krav.

SJ Law er enig med flertallet i voldgiftsretten i, at en fravigelse af en overenskomsts bestemmelser skal være klart hjemlet i overenskomsten i en situation som denne, hvor der er indført en obligatorisk pensionsordning, hvilket der i øvrigt ikke konkret ses at være hjemmel for. Da en hjemlet aftalemæssig fravigelse ikke med sikkerhed kan siges at være indgået for nogen af de i sagen omhandlede spillere, er SJ Law enig i flertallets afgørelse.

Voldgiftsrettens kendelse kan rekvireres ved henvendelse til sjlaw@sjlaw.dk.

Spørgsmål til tilkendegivelsen kan rettes til advokat Thue Hessellund på the@sjlaw.dk