Viden skal deles

Hvor er en dagplejers "private hjem"?

Kommuner er forpligtede til at sørge for pasningsmuligheder til kommunens børn, og kan bl.a. løfte denne opgave ved at etablere kommunale dagplejer. I dagtilbudsloven er der om placeringen af dagplejer i § 21, stk. 1 bestemt, at dagtilbud kan etableres i private hjem eller i andre lokaler i børnenes hjemlige miljø. Dette uddybes i stk. 2 med en angivelse af, at dagtilbud i private hjem m.v. kan drives af kommunen som kommunal dagpleje. 

En kommune ansatte i henhold til disse regler en person som dagplejer den 16. august 2005. I forbindelse med ansættelsen blev hendes sommerhus godkendt som dagplejehjem, idet hun på dette tidspunkt havde fået dispensation i henhold til planlovgivningen til at bo i sommerhuset hele året.

Den 31. marts 2009 udløb dispensationen til helårsbeboelse, og denne kunne ikke trods ansøgning herom forlænges. Medarbejderen fortsatte umiddelbart med at have dagplejebørn, da hun ifølge planlovens regler godt måtte bebo sommerhuset i sommerhalvåret fra den 1. april til 1. oktober. Medarbejderen flyttede herefter sin folkeregisteradresse til en veninde, men hun opretholdt indretningen af sommerhuset som hidtil, og hun var i øvrigt selv i sommerhuset i videst muligt omfang. Medarbejderen opfattede derfor stadig sommerhuset som sit hjem, og hun fortsatte med at passe dagplejebørn i sommerhuset.

I foråret 2010 fik medarbejderen af sin leder oplyst, at hun ikke kunne passe børn i sommerhuset, når hun ikke kunne bo der hele året, og kommunen tilbagekaldte herefter godkendelsen af hende som dagplejer. Herefter modtog medarbejderen en skrivelse, hvori det blev oplyst, at man påtænkte at afskedige hende, begrundet i at hun pr. 1. oktober 2010 ikke længere var godkendt som dagplejer. Den 28. maj 2010 modtog medarbejderen den endelige afsked med et opsigelsesvarsel på 5 måneder. Dagplejeren ophørte herefter sin ansættelse hos kommunen den 31. oktober 2010.

Medarbejderens faglige organisation rejste herefter krav om godtgørelse for usaglig afsked, idet den eneste begrundelse for afskedigelsen reelt var, at kommunen fortolkede dagtilbudslovens regler således, at lovens krav, om at pasning skulle foregå i dagplejerens ”private hjem”, ikke kunne opfyldes af medarbejderen, idet dagplejerens folkeregisteradresse ikke var det sted, hvor pasningen foregik. Der er således ikke i dagtilbudsloven eller i forarbejderne hertil nogen nærmere definition af begrebet ”private hjem”, og det var derfor synspunktet, at kommunens definition med henvisning til folkeregisteradressen var udtryk for manglende udøvelse af et skøn over forholdene i den konkrete situation, hvorfor kommunen ikke kunne dokumentere, at der i dagplejerens forhold forelå saglig begrundelse for afskedigelse af hende.

Opmandens tilkendegivelse

Ved en tilkendegivelse af 22. maj 2012 kom opmanden til den konklusion, at det var sagligt at afskedige medarbejderen. Begrundelsen for denne konklusion er følgende:

”Ifølge dagtilbudslovens § 21 kan dagtilbud etableres som dagpleje i dagplejerens eller børnenes ”private hjem” eller i andre lokaler i børnenes hjemlige miljø. Bortset fra gæstedagpleje o. lign. etableres de kommunale dagplejetilbud i X-Kommune udelukkende i dagplejernes private hjem. I overensstemmelse hermed anføres det generelt i ansættelseskontrakterne, at det er en betingelse for ansættelsen, at vedkommende dagplejer bibeholder sin nuværende ”bolig”, og at fortsat ansættelse i tilfælde af flytning til en ny ”bopæl” vil være betinget af boligens egnethed mv.

Privat hjem og bopæl er ikke entydige begreber, og der tages ikke her stilling til, om det i alle tilfælde – således som det efter det oplyste har været praksis i X-Kommune – er den formelle folkeregisteradresse ifølge CPR-loven, der skal være afgørende for, om et i øvrigt godkendt dagplejehjem kan anses som dagplejerens private hjem i dagtilbudslovens forstand.

Der tages heller ikke under denne faglige voldgiftssag stilling til, om det overhovedet er foreneligt med planlovens § 38 a, at der etableres dagplejehjem i et sommerhusområde, det være sig i sommerhalvåret eller i en dispensationsperiode ifølge planlovens § 40, stk. 2.

YY fik i 2009 afslag på sin ansøgning om fortsat tilladelse til helårsbeboelse af sit sommerhus, og i konsekvens heraf ophørte hun med at overnatte i sommerhuset i vinterhalvåret. Når YY således ikke længere anvender sit sommerhus til helårsbeboelse, kan sommerhuset ikke længere anses som hendes private hjem i dagtilbudslovens forstand, jf. herved også det for så vidt saglige bopælskrav i ansættelseskontrakten.

Det er allerede på denne baggrund sagligt begrundet, at X-Kommune opsagde YY´s ansættelsesforhold som sket, og indklagede må herefter frifindes for klagers godtgørelseskrav.”

SJ Law´s bemærkninger

Som det fremgår direkte af tilkendegivelsen, har opmanden ikke ønsket at blåstemple kommunes hævdede praksis, hvorefter alene dagplejerens folkeregisteradresse kan betragtes som dagplejerens private hjem. KL og kommunerne kan derfor ikke i fremtidige sager hævde, at alene CPR registreringen er afgørende for, hvor en dagplejer har sit ”private hjem”.

Der er heller ikke med tilkendegivelsen taget stilling til planlovgivningens betydning i forhold til bopælsbegrebet – med andre ord – der er ikke taget stilling til, om planloven forhindrer, at der etableres dagpleje i sommerhusområder i henhold til lovens § 38 a. KL og kommunerne kan således heller ikke bruge denne tilkendegivelse til at opfordre kommunerne til generelt at få ryddet op i godkendelser af sommerhuse som dagplejehjem.

Opmandens tilkendegivelse er alene udtryk for, at kommunerne kan kræve, at forholdene på den adresse, hvor dagplejeren passer børn, faktisk af dagplejeren selv opleves og fremstår som helårsbolig.

Dette er i udgangspunktet et rimeligt krav at stille, men med afgørelsens præmisser er der opstillet en urimelig formodningsregel. Dagplejeren kan således blive tvunget til at vælge mellem at overholde loven eller beholde sit job.

Hvis dagplejeren således, i konsekvens af at det ikke vil være lovligt at overnatte på adressen, der er godkendt som dagplejehjem, og derfor de facto ophører hermed, er dette efter opmandens opfattelse udtryk for, at adressen ikke længere af dagplejeren opfattes som det private hjem. Dagplejeren bliver derfor sat i en situation, hvorefter dagplejeren enten kan beholde sit arbejde, og for at dette kan ske, er nødt til at begå brud på lovregulering af, hvor der må være natophold, eller dagplejeren kan overholde leje- og planlovgivningens regler om natophold, og herefter miste sit job.

Der må ved betingede ansættelsesforhold ikke kunne opstå usikkerhed om, hvornår betingelser, der er opstillet, for at ansættelsesforholdet kan etableres eller kan fortsættes, ikke længere opfyldes. Hvis der desuagtet anvendes udtryk i formuleringen af betingelser, hvorom der kan opstå fortolkningstvivl, må det alt andet lige alene være den part, der har forestået formuleringen af betingelsen, der bærer risikoen for konsekvensen af tvivlen. Når der kan opstå fortolkningstvivl, og der ikke entydigt er en bestemt fortolkning, der har formodningen for sig, må en lønmodtager ikke blive bragt i en sådan situation, hvor vedkommende for at opfylde betingelsen er nødt til at begå brud på anden lovregulering.

Tilkendegivelsen kan rekvireres ved henvendelse til sjlaw@sjlaw.dk.

Spørgsmål til tilkendegivelsen kan rettes til advokat Karen-Margrethe Schebye på kms@sjlaw.dk