Sagen drejede sig om en advokat, der blev taget under konkursbehandling. Konkursboet blev sluttet efter konkurslovens § 143, da der ikke var midler til boets behandling.
I forbindelse med boets afslutning refunderede SKAT konkursboets momstilsvar, som var negativt. Skyldneren anmodede SKAT om aktindsigt i konkursboets korrespondance om det negative momstilsvar, men fik afslag.
Landsretten, der nåede samme resultat, anførte, at konkursboet blev afsluttet uden dækning til § 93-krav, og at den udbetalte momsrefusion ikke havde påvirket størrelsen af skyldnerens gæld efter konkursen, da en skyldner ikke hæfter for sådanne krav. Skyldneren havde herefter ikke den fornødne interesse i sagen til at få aktindsigt.
Præmisserne må forstås således, at der kunne have været ret til aktindsigt, hvis den pågældende korrespondance havde påvirket skyldnerens økonomiske stilling efter konkursen.
Domstolene har tidligere behandlet et tilsvarende spørgsmål i forhold til dokumenter hos kurator. I VLK af 1. oktober 2016 blev det fastslået, at nogle kreditorer ikke havde ret til aktindsigt i dokumenter, der alene var i kurators besiddelse, og at kurators virke ikke var omfattet af offentlighedsloven.
Kurator kan dog indrømme skyldneren og kreditorerne videregående aktindsigt. Hvor indsigten ikke skader andre interesser, må det tilstræbes, at der er mest mulig åbenhed om bobehandlingen.
Landsrettens afgørelse kan læses her