Viden skal deles

Egyptisk tandlæge afvist på ulovhjemlet grundlag

14/02 2017

En egyptisk tandlæge blev ikke godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende opfyldelse af de krav til danskkundskaber, som fremgår af § 2, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen nr. 97 af 9. februar 2011. Styrelsens afgørelse blev senere stadfæstet af Sundheds- og Ældreministeriet


Det fremgik af bekendtgørelsen (som nu er ændret), at tandlægen blot skulle have bestået en dansktest for at kunne blive tandlæge i Danmark. Tandlægen havde bestået sin dansktest, men blev alligevel afvist af styrelsen med den begrundelse, at tandlægen skulle have bestået med karakteren 7 eller 10. Det fremgik af styrelsens hjemmeside at det var et krav for alle ansøgere, men dette var ikke nedskrevet i bekendtgørelsen. 

Ombudsmanden kritiserede styrelsen for ikke at godkende tandlægen, idet han ifølge bekendtgørelsen opfyldte de dagældende krav til danskkundskaber. 
Ombudsmanden begrundende sin kritik med, at styrelsen ikke på egen hånd kunne indfortolke et krav om, at prøven skulle være bestået med en højere karakter end 02, idet en ordlydsfortolkning af bekendtgørelsens krav til ’’bestået’’ må medføre, at man med karakteren 02 opfylder bekendtgørelsens krav. Ombudsmanden tilføjede hertil, at det ikke er nok at notere disse krav på hjemmesiden. De skal fremgå direkte af bekendtgørelsen. 

SJ Law bemærker

Den generelle regulering af sprogkrav rejser flere relevante forskelsbehandlingsrelaterede spørgsmål. Nærværende sag rejser dog særligt et interessant spørgsmål i relation til Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed sammenholdt med forskelsbehandlingsloven. I medfør af den nævnte bekendtgørelses § 3, stk. 2,  kan Styrelsen for Patientsikkerhed meddele autorisation til personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som kan sidestilles med den tilsvarende danske uddannelse. I denne autorisation kan styrelsen fastsætte begrænsninger i den pågældendes udøvelse af virksomheden, og autorisationen kan tillige tidsbegrænses.

 Det er i den forbindelse relevant at overveje, hvorvidt myndigheden er underlagt reglerne i forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 1 og 2, som bestemmer, at bestemmelser i en virksomheds interne reglementer eller selvstændige erhvervs vedtægter, som er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, er ugyldige. Spørgsmålet bliver således, hvorvidt bekendtgørelsen om autorisation kan betragtes som vedtægter for ’’selvstændigt erhverv’’ med den konsekvens, at Styrelsen for patientsikkerhed er underlagt lovens regler ved fastsættelse af eventuelle begrænsninger ved autorisation til en udenlandsk tandlæge.