Viden skal deles

Mere om vilkår for tidsbegrænset ansattes sammenlignelighed med fastansatte

27/09 2018

Østre Landsret har den 12. september 2018 truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt fire tidsbegrænsede medarbejdere var udsat for forskelsbehandling, i kraft af at de ikke var ansat under samme vilkår som en fuldtidsansat. Højesteret tog som bekendt også stilling til dette i april 2018, og spørgsmålet er nu, om retningslinjerne for sammenligning af stillinger er tydelige

Østre Landsretssagen kort
Sagen drejer sig om fire medarbejdere, som var ansat som måleassistenter hos Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Medarbejderne var hver især ansat i en tidsbegrænset stilling i adskillige perioder. Af alle de fire medarbejdere blev kun den ene af dem senere ansat på fuld tid som måletekniker.

De fire medarbejderes ansættelsesforhold som måleassistenter var omfattet af en organisationsaftale samt en overenskomst. Af overenskomstens § 24, stk. 1, fremgik:

”Ansættelse på timelønsvilkår sker, enten når det er bestemt i organisationsaftalen, eller når ansættelsen er af midlertidig, forbigående karakter (fx vikariater, sæson-, tids- eller opgavebestemt arbejde.”

Aflønning m.v. var sket i overensstemmelse hermed, men de ansatte hævdede, at deres lønvilkår i henhold til overenskomsten var i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, og gjorde derfor krav på efterbetaling af løn op til lønnen ved ansættelse som måleteknikker og betaling af godtgørelse efter lovens §§ 4, stk. 1, og 8, stk. 1.

Det var ikke under sagen gjort gældende, at de gentagne tidsbegrænsede ansættelser stred mod forbuddet mod ikkeobjektivt begrundede forlængelser af tidsbegrænsede ansættelser.

Den gældende retstilstand
Af lovens § 4, stk. 1 om tidsbegrænset ansættelse fremgår følgende:

”Ansættelsesvilkårene for en tidsbegrænset ansat må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for en sammenlignelig fastansat, hvis forskelsbehandlingen udelukkende er begrundet i ansættelsesforholdets tidsbegrænsede varighed, og den ikke er begrundet i objektive forhold.”

Det følger ligeledes af § 3, stk. 4, i lov om tidsbegrænset ansættelse:

”Ved en sammenlignelig fastansat forstås i denne lov en fastansat i samme virksomhed, der er i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde, idet der tages hensyn til kvalifikationer og færdigheder.”

Tilsvarende gælder efter Rådets direktiv af 28. juni 1999 med rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse.

Landsrettens afgørelse
Afgørende for landsrettens vurdering var, om medarbejdernes opgaver som måleassistenter kunne sammenlignes med de opgaver, som en fastansat måletekniker udfører.

Landsretten lagde vægt på følgende forhold: 1) at måleassistenterne var ufaglærte, og at deres oplæring bestod i sidemandsoplæring, mens en måletekniker derimod har gennemført en toårig uddannelse fra erhvervsakademiet, 2) at en måletekniker har ansvar for planlægning af arbejdet og for, at der foretages korrekte opmålinger, hvilket ikke ligger i måleassistentens stilling, og 3) at en måletekniker står for indberetning af timer og afrapportering til styrelsen.

Landsretten konkluderede herefter, at de tidsbegrænset ansatte medarbejderes stillinger ikke kunne sammenlignes med de fastansatte medarbejderes, og af den grund gav landsretten sagsøgte medhold i, at der ikke havde været tale om ulovlig forskelsbehandling og dermed hverken grundlag for at kræve efterbetaling eller godtgørelse.

SJ Law bemærker
Det klare udgangspunkt er, at tidsbegrænset ansatte ikke må stilles ringere end sammenlignelige fastansatte medarbejdere.

Landsretten har med denne afgørelse belyst, hvad der kan indgå i vurderingen af, om de to typer af ansatte kan betragtes som sammenlignelige. Uddannelsesmæssige forhold, ansvaret, som den fastansatte har i forhold til den tidsbegrænset ansatte, samt den fastansattes særlige funktioner har væsentlig betydning for bedømmelsen.

Landsrettens måde at beskrive sine overvejelser på svarer i al væsentlighed til den måde, som Højesteret har beskrevet sine overvejelser på i afgørelsen fra april 2018.

Højesteret anvender i sin afgørelse sammenfattende om sine overvejelser udtrykket ”en samlet vurdering”, mens landsretten i sin afgørelse efter at have fremhævet forskellene i stillingerne bemærker, at disse er afgørende, uanset at nogle opgaver i stillingen som måleassistent også udføres af en måletekniker.

Ingen af de to afgørelser forholder sig således udtrykkeligt til, hvorvidt afgørelsen af, om to stillinger er sammenlignelige, træffes ved primær vægtning af de dele af opgaverne, som er sammenlignelige i de to stillinger, eller om den træffes ved primær vægtning af de dele af opgaverne, som er forskellige i de to stillinger.

Det kan umiddelbart synes uvæsentligt, om tilgangen er den ene eller den anden, men faktum er, at det jo er afgørende for bevisvurderingen og dermed for vurderingen af, om det er muligt at løfte bevisbyrden for stillingernes sammenlignelighed, om ligheder eller forskelle tillægges størst vægt.

Henvendelser vedrørende nyhedsbrevet kan rettes til sjlaw@sjlaw.dk