
SJ Law har fået endnu en erfaren partner og medejer
Den 1. august 2026 er advokat (H) Nikolaj Kjær indtrådt som partner og medejer i SJ Law. Med Nikolaj Kjær styrker SJ Law sin rådgivning inden for fast ejendom og tvistløsning.
Nikolaj Kjær har omfattende erfaring med civilretlig procedure og tvistløsning og er specialiseret i fast ejendom, herunder erhvervs- og boliglejeret, mangler ved fast ejendom samt finansiering af fast ejendom. Nikolaj Kjær har derudover erfaring med større og komplekse sager inden for blandt andet produktansvar, ledelsesansvar og konkurrenceret.
Nikolaj Kjær kommer fra Aumento, og han har taget sit team med fra Aumento bestående af en advokatfuldmægtig, en sekretær og tre studentermedhjælpere – bortset fra en advokat, der gerne ville blive hos Aumento.
“Det betyder meget for mig, at vi fortsætter sammen som team i de nye rammer på Frederiksgade 21. Vi glæder os til at blive en del af SJ Law og til at bidrage til den fortsatte udvikling af kontoret.” siger Nikolaj Kjær.
SJ Law består nu af fire partnere og 11 medarbejdere.
“Nikolaj er en stærk tilføjelse til SJ Law. Han tilfører kontoret betydelig erfaring inden for fast ejendom og tvistløsning, og han passer samtidig rigtig godt ind i vores profil som et specialiseret advokatkontor med stor procedureerfaring. Vi er meget glade for, at både Nikolaj og hans team har valgt at blive en del af SJ Law.” siger partner Albert Juul Digens.
SJ Law glæder sig til at præsentere Nikolaj Kjær og hans team for SJ Laws klienter og samarbejdspartnere.