Vestre Landsret har i dom af 16. september 2014 fastslået, at en virksomhed ikke havde bevist, at der var tale om en tidsbegrænset ansættelse, og virksomheden blev derfor pålagt at betale løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse for afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven
Sagens faktum
En medarbejder blev ansat i et arkitektfirma med virkning fra den 18. marts 2009. Det fremgik af ansættelsesaftalen, at;
”Ansættelsen er projektansættelse og ophører uden yderligere varsel, når nedennævnte opgaver er afsluttet
…
Såfremt der i ansættelsesforløbet indtegnes nye sager, kan disse tilføjes ovenstående liste, hvorved ansættelsesforholdet forlænges.”
Herudover fremgik det, at arbejdet bestod i forefaldende arkitektrådgivning m.m. samt forefaldende følgearbejde.
Under ansættelsesforholdets beståen havde medarbejderen udført arbejde i relation til de opgaver, der var nævnt i ansættelseskontrakten, men havde også udført andre arbejdsopgaver.
Under et møde den 6. januar 2010 meddelte medarbejderen, at han ønskede at afholde fædreorlov i februar 2010. Den 7. januar 2010 blev medarbejderen opsagt med en dags varsel med følgende begrundelse;
”Under projekteringsmøde med Nordjysk Sambyg aps, Vodskov g.d. blev det oplyst, at de igangværende bestræbelser på at overdrage projektet Tinghaven 1 - 46, Vodskov til Nørresundby Boligselskab desværre var mislykkes. Færdiggørelsen af projektet er derfor med øjeblikkelig virkning standset.
Der er således desværre ikke længere basis for at opretholde den igangværende projektansættelse i henhold til aftale af 18. marts 2009. Det er derfor med stor beklagelse, at jeg bliver nødt til at meddele din opsigelse til ikrafttræden pr. 8. januar 2010.
Øvrige igangværende små-sager vil blive færdiggjort af tegnestuens øvrige personale.”
Medarbejderens faglige organisation anlagde herefter sag ved domstolene med påstand om, at der ikke var indgået aftale om opgavebegrænset ansættelse, at medarbejderen havde krav på opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens § 2, og at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven.
Under retssagen forklarede medarbejderen blandt andet, at virksomhedens ejer var blevet meget ophidset over, at han ønskede at afholde 2 ugers fædreorlov.
Byretten dom
Byretten lagde til grund, at det var virksomheden, der havde bevisbyrden for, at der var indgået aftale om opgavebegrænset ansættelse. Retten lagde endvidere til grund, at medarbejderen var blevet pålagt opgaver og projekter, der ikke fremgik af ansættelseskontrakten. Henset hertil fandt retten det ikke bevist, at der var indgået aftale om opgavebegrænset ansættelse, hvorfor medarbejderen havde krav på opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens § 2.
Retten fandt endvidere ikke, at virksomheden havde løftet bevisbyrden, for at afskedigelsen ikke var begrundet i medarbejderens ønske om fædreorlov, hvorfor medarbejderen havde krav på en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. § 9.
Landsrettens dom
Vestre Landsret lagde til grund, at det ikke overfor medarbejderen var blevet præciseret, hvornår de enkelte projekter og opgaver blev afsluttet i forhold til ham. Det blev også lagt til grund, at han havde beskæftiget sig med 4 yderligere opgaver udover de, der fremgik af ansættelsesaftalen, og at medarbejderen i øvrigt havde deltaget i forefaldende arbejde. Landsretten fandt derfor, at det efter ansættelsesaftalen havde været uklart, hvornår ansættelsesforholdet ville ophøre. Henset hertil, samt henset til at det af § 3, stk. 2 i lov om tidsbegrænset ansættelse fremgår, at tidspunktet for ansættelsesforholdets udløb skal være fastsat ud fra objektive kriterier, fandt Vestre Landsret, at virksomheden ikke havde
løftet bevisbyrden for, at der var indgået aftale om opgavebegrænset ansættelse. Medarbejderen havde derfor krav på et opsigelsesvarsel i henhold til funktionærlovens § 2.
Landsretten lagde endvidere til grund, at virksomhedens ejer havde reageret kraftigt på medarbejderens anmodning om orlov. Henset hertil, samt henset til at medarbejderen var blevet opsagt dagen efter, at han havde varslet orlov til afholdelse, fandt Landsretten ikke, at virksomheden havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i ønsket om orlov. Medarbejderen fik derfor tilkendt en godtgørelse på 6 måneders løn, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, jf. § 9.
SJ Laws bemærkninger
Dommen illustrerer, at det er arbejdsgiveren, der bærer bevisbyrden for, at der er indgået aftale om tids- eller opgavebegrænset ansættelse. I tilfælde af at der er tvivl om medarbejderens fratrædelsestidspunkt – eksempelvis fordi opgavens afslutning er ufuldstændigt beskrevet – vil medarbejderen efter omstændighederne have krav på et opsigelsesvarsel i henhold til eksempelvis funktionærlovens § 2.
Dommen viser også, at en nær tidsmæssig sammenhæng mellem en anmodning om graviditetsrelateret orlov og en afskedigelse kan gøre det meget vanskeligt for en virksomhed at løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i ønsket om orlov.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@sjlaw.dk.
Vestre Landsrets dom kan rekvireres ved henvendelse til sekretær Tina Rose Jacobsen på trj@sjlaw.dk