Vestre Landsret har i dom af 21. oktober 2014 fastslået, at et busselskabs overtagelse af en busrute efter offentligt udbud ikke var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, idet busselskabet ikke overtog væsentlige fysiske aktiver i form af busser
Sagens faktum
Busruten mellem Herning og Viborg blev drevet af et busselskab. Ruten blev sendt i offentligt udbud, og et nyt busselskab overtog ruten. Begge busselskaber anvendte leasede busser. Det nye busselskab ansatte 19 ud af 20 chauffører fra det afgivende busselskab samt overtog billettasker, byttepenge og lignende. Det busselskab, der afgav busruten, gik efterfølgende konkurs.
Medarbejderne anmeldte deres krav på lønnen i opsigelsesperioden, feriegodtgørelse mm. overfor konkursboet og til Lønmodtagernes Garantifond. Fonden afviste kravene under henvisning til, at medarbejdernes ansættelsesforhold var blevet virksomhedsoverdraget fra det konkursramte selskab til det nye busselskab.
Det er for lovens anvendelse en forudsætning, at den økonomiske enhed, der bliver overført, har bevaret sin identitet efter overførslen. EF-Domstolen har i dom af 25. januar 2001 i sag C-172/99 fastslået, at virksomhedsoverdragelsesdirektivet ikke finder anvendelse ved overførsel af en busrute ved offentligt udbud, såfremt der ikke samtidig sker overførsel af væsentlige fysiske aktiver/driftsmidler. EF-Domstolen anførte i forbindelse hermed, at busdrift krævede omfattende materiel (busser mm.), og at dette materiel udgjorde en væsentlig del af virksomheden. Hvis ikke der skete overførsel af dette materiel, ville den overførte virksomhed ikke have bevaret sin identitet, og derfor ville der ikke være tale om en virksomhedsoverdragelse i direktivets forstand.
Medarbejderne anlagde sag mod det nye busselskab, med påstand om at selskabet skulle anerkende, at medarbejdernes ansættelsesforhold var blevet virksomhedsoverdraget. Til støtte for påstanden gjorde medarbejderne gældende, at det for virksomhedsoverdragelseslovens anvendelse ikke havde betydning, at der ikke var sket overdragelse af busserne, idet busserne i begge selskaber var leasede, og at de væsentligste aktiver knyttet til virksomheden derfor var retten til at køre på ruten, busstoppesteder, goodwill, kundekreds, og medarbejdere. Herudover gjorde medarbejderne gældende, at det af udbudsmaterialet fremgik, at udbuddet var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, og at medarbejderne kunne støtte ret på udbudsmaterialets oplysninger.
Vestre Landsrets dom
Vestre Landsret fandt ikke, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse.
Landsretten henviste til, at det af EF-Domstolens dom i sag C-172/99 fremgår, at virksomhedsoverdragelsesdirektivet ikke finder anvendelse i en situation, hvor driften af en busrute efter et udbud overgår fra en kontraktpart til en anden, hvis ikke der samtidig sker overførsel af væsentlige fysiske elementer mellem de to enheder. I sådanne situationer har den videreførte virksomhed ikke bevaret sin identitet. Da der mellem de to busselskaber ikke blev overført væsentlige aktiver/driftsmidler, var der ikke tale om en virksomhedsoverdragelse, og det nye busselskab blev derfor frifundet. Landsretten tillagde det ikke betydning, at begge busselskaber anvendte leasede busser.
Landsretten fandt endvidere ikke, at det forhold, at udbudsmaterialet angav, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse, kunne føre til et andet resultat. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke gennem udbudsmaterialet var etableret et egentligt tredjemandsløfte, som medarbejderne kunne støtte ret på.
SJ Laws bemærkninger
Det er interessant, at Vestre Landsret ved bedømmelsen, af om der forelå en virksomhedsoverdragelse, ikke tillagde det betydning, at begge busselskaber anvendte leasede busser til driften. I dette tilfælde, hvor busserne var leasede og derfor slet ikke kunne overføres til det nye selskab, udgør medarbejderne, kundekredsen, goodwill etc. – og ikke busserne – den væsentligste del af virksomheden, og derfor havde enheden efter SJ Laws opfattelse bevaret sin identitet efter overdragelsen.
Det er bemærkelsesværdigt, at Vestre Landsret ikke tillagde det betydning, at det af udbudsmaterialet direkte fremgik, at virksomhedsoverdragelsesloven fandt anvendelse, idet et sådant vilkår i udbudsmaterialet som udgangspunkt vil føre til, at overdragelsen er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Vestre Landsrets dom er anket til Højesteret.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte advokat Snorre Kehler på sak@. sjlaw.dk
Vestre Landsrets dom af 21. oktober 2014 kan rekvireres ved henvendelse til sekretær Tina Rose Jacobsen på trj@ sjlaw.dk