Højesteret har den 18. december 2013 fastslået, at en lønmodtager, som blev syg under sin ferie i juli 2009, ikke havde krav på erstatning for mistet ferie.
Afgørelsen var en ændring af landsrettens dom, som havde givet lønmodtageren medhold i sit krav.
Højesterets dom
Højesteret fastslår, at retstilstanden omkring risikoen for sygdom i forbindelse med ferie i den indtil 2012 gældende ferielov var ganske klar. Indtil ændringen af ferieloven i 2012 påhvilede risikoen for sygdom i forbindelse med ferie arbejdsgiveren indtil feriens begyndelse. Herefter overgik risikoen til lønmodtageren, således at sygdom opstået herefter ikke kunne kræves erstattet.
Efter EU-Domstolens dom af 10. september 2009 (C-277/08 – Pereda), hvor det blev fastslået, at arbejdstidsdirektivets art. 7, stk. 1 var til hinder for nationale bestemmelser, som hindrede en lønmodtager i at få erstatningsferie for sygdom opstået under ferie, ændredes ferieloven. Efter den gældende ferielov har en lønmodtager, som bliver syg under ferien, ret til erstatningsferie efter 5 sygedage. Ændringen af ferieloven fik imidlertid ikke tilbagevirkende kraft og omfattede derfor ikke den for Højesteret indbragte sag, som angår sygdom opstået under ferie i 2009.
Under sagen gjorde CO-industri, der repræsenterede lønmodtageren, gældende, at den dagældende ferielov skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivets art. 7, stk. 1 og henviste i denne forbindelse til EU-rettens krav til de nationale domstole om EU-konform fortolkning.
Højesteret fastslår, at selvom de nationale domstole har pligt til EU-konform fortolkning, er denne pligt underlagt visse begrænsninger. De nationale domstole er således begrænset af de generelle retsprincipper, ligesom man heller ikke kan fortolke ”contra legem” af national ret. De generelle principper omfatter bl.a. retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft.
Højesteret fastslår herefter, at en EU-konform fortolkning af den konkrete sag ikke kan føre til et resultat ”contra legem”. I den konkrete sag var retstilstanden i den dagældende ferielov klar, og det var ikke ved anvendelse af dansk rets almindelige fortolkningsprincipper muligt at nå til det resultat, at ferieloven lagde risikoen for sygdom opstået under ferien over på arbejdsgiveren.
Som følge heraf konkluderer Højesteret, at det ville være et brud på retssikkerheden, og den forudsigelighed i rettens anvendelse som må kræves, at pålægge en privat arbejdsgiver pligt til at yde erstatningsferie til medarbejdere for sygdom opstået under ferie.
Som følge heraf frifindes arbejdsgiveren.
SJ Law´s bemærkninger
Dommen viser, at Højesteret tillægger det stor betydning, om private arbejdsgivere har indrettet sig i tillid til den gældende retstilstand.
På trods af at retstilstanden utvivlsomt var i strid med arbejdstidsdirektivets art. 7, stk. 1, og således uberettiget afskar lønmodtagere fra erstatningsferie som følge af sygdom opstået under ferie, vægtede hensynet, til at private havde indrettet sig i tillid til retstilstanden, højest.
Højesteret lægger i sine præmisser udtrykkeligt vægt på, at der var tale om en privat arbejdsgiver. Hvis arbejdsgiveren havde været offentlig, kunne dommen muligvis have fået et andet udfald, da offentlige arbejdsgivere betragtes som en del af staten. Arbejdstidsdirektivet ville derfor have haft direkte virkning for en offentlig arbejdsgiver.
Med dommen kan det overvejes, hvilket udfald de for Højesteret verserende sager om fratrædelsesgodtgørelser og aldersdiskrimination vil få. Det kan ikke udelukkes – i det omfang der måtte være tale om private arbejdsgivere – at Højesteret ikke vil dømme en arbejdsgiver, der måtte have indrettet sig i tillid til retstilstanden på området.
Dommen giver derfor anledning til, at det bør overvejes, om man kan rejse erstatningskrav mod den danske stat som følge af den mangelfulde implementering af arbejdstidsdirektivet.
Dommen kan rekvireres ved henvendelse til advokat Noaman Azzouzi på noa@sjlaw.dk eller sekretær Tina Rose Jacobsen på trj@sjlaw.dk