EU-Domstolen har i dom af 19. april 2016 fastslået, at de nationale domstole også har pligt til at fortolke national lovgivning EU-konformt i sager mellem private.
Sagens faktum
Medarbejderen blev maj 2009 i en alder af 60 år afskediget af virksomheden Ajos. Medarbejderen kontraopsagde efterfølgende sin stilling og tiltrådte en ny stilling i en anden virksomhed.
Medarbejderen havde været ansat siden 1. juni 1984 og var ved sin fratræden som udgangspunkt berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i overensstemmelse med den dagældende § 2a i funktionærloven. Eftersom medarbejderen på fratrædelsestidspunktet var fyldt 60 år og havde ret til arbejdsgiverbetalt alderspension i henhold til en ordning, som han var indtrådt i før det fyldte 50 år, havde han i henhold til funktionærlovens § 2a, stk. 3 – som bestemmelsen blev fortolket i retspraksis – imidlertid ikke krav på fratrædelsesgodtgørelse, selvom han efter sin fratræden fortsatte på arbejdsmarkedet.
EU-Domstolen fastslog som bekendt efterfølgende i sagen Ole Andersen mod Region Syddanmark (C-499/08), at funktionærlovens § 2a, stk. 3, var i strid med direktiv 2000/78, og at den nationale fortolkning af funktionærlovens § 2a var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Dansk Formandsforening repræsenteret af advokat Arvid Andersen fra SJ Law rejste herefter på baggrund af EU-Domstolens dom i C-499/08 overfor Ajos krav om betaling af fratrædelsesgodtgørelse. Ajos afviste kravet blandt andet under henvisning til, at direktiv 2000/78 ikke var direkte bindende i retsforholdet mellem private, og at funktionærlovens § 2a, stk. 3 udtrykkeligt fastslog, at medarbejderen ikke havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, og sidst men ikke mindst at virksomheden i øvrigt på baggrund af bestemmelsen havde haft en berettiget forventning om, at der ikke skulle betales fratrædelsesgodtgørelse.
Sagen blev herefter indbragt for Sø- og Handelsretten der gav medarbejderen medhold i, at den dagældende regel i funktionærlovens § 2a, stk. 3, var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination og at dette princip kunne gøres gældende også i sager mellem private.
Ajos ankede Sø- og Handelsrettens dom til Højesteret, men inden Højesteret havde afsagt dom, besluttede Højesteret sig for at anmode EU-Domstolen om at tage stilling til, om den nu tidligere formulering af funktionærlovens § 2a, stk. 3 var i strid med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination, og bekræftende fald om de nationale domstole var berettiget til at vægte hensynet til retssikkerhedsprincippet og hensynet til beskyttelse af den berettigede forventning højere end hensynet til forbuddet mod aldersdiskrimination.
EU-Domstolens dom
EU-Domstolen fastlog blandt andet, at den tidligere formulering af funktionærlovens § 2a, stk. 3, også var i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Domstolen udtalte endvidere, at det påhviler de nationale domstole – også i sager mellem private – at fortolke national lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Denne pligt til at fortolke EU-konformt kan ikke indskrænkes af med henvisning til retssikkerhedsprincippet eller med hensyn til beskyttelse af en (berettiget) forventning.
SJ Laws bemærkninger
EU-Domstolen har nu fastslået, at forbuddet mod aldersdiskrimination er et grundlæggende princip, der gælder ubetinget også i sager mellem private. Dommen viser, at forbuddet mod aldersdiskrimination skal vægtes højere end hensynet til retssikkerhedsprincippet og princippet om berettigede forventninger, og at de nationale domstole er forpigtet til at tilsidesætte enhver national bestemmelse, der er i strid med det almindelige forbud mod aldersdiskrimination.
Dommen vil formentlig få stor betydning for EU-rettens generelle anvendelighed i Danmark, hvilket SJ Law vil kommentere på når vi har haft lejlighed til at gennemgå dommen i detaljer.