SJ Law præsenterer i ugens nyhedsbrev to præjudicielle forelæggelser. Forelæggelserne er sag C-395/15 og C-341/15. Begge forelæggelser rejser relevante spørgsmål i ansættelsesretlige tvister.
Sag C- 395/15 om forbud mod forskelsbehandling
Spørgsmålet i C-395/15 forelagt af Juzgado de lo Social nº 33 de Barcelona. Sagsøger er Mohamed Daouidi, og sagsøgte er Bootes Plus S.L., Fondo de Garantía Salarial og Ministerio Fiscal.
Det præjudicielle spørgsmål i sag C-395/15 lyder som følger:
’’Skal det generelle forbud mod forskelsbehandling, som er fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 21, stk. 1, fortolkes således, at det strider imod Charteret at afskedige en medarbejder, alene fordi han var sygemeldt på ubestemt tid, som følge af en arbejdsskade?’’
Spørgsmålet skal forstås i sammenhæng med, at arbejdstageren modtager sundhedsydelser og økonomisk støtte fra en social sikring.
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 21, stk. 1, foreskriver følgende:
’’Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve,
etnisk eller social oprindelse, genetiske
anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering
eller ethvert andet forhold er forbudt’’.
Sag C-341/15 om arbejdstidsdirektivet og feriegodtgørelse
Det andet spørgsmål er rejst af Verwaltungsgericht Wien (Forvaltningsretlige domstol i Wien. Sagsøger er Hans Maschek, og sagsøgte er Magistratsdirektion der Stadt Wien (Wiener Stadtwerkes personaleafdeling).
Sag C-341/15 har særlig relevans for den nyligt varslede ændring af den danske ferielov.
Det præjudicielle spørgsmål i C-341/15 lyder som følger:
’’Er den nationale ordning i lønregulativet for Wien af 1994, § 41a, stk. 2, forenelig med artikel 7 i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden i den forstand, som dette udtryk er anvendt i artikel 7 i direktiv 2003/88/EF?’’
Den omtalte § 41a, stk. 2 omhandler, hvorvidt en arbejdstager som udgangspunkt er berettiget til udbetaling af feriegodtgørelse, hvis ansættelsesforholdet på arbejdstagers egen anmodning er ophørt på et bestemt tidspunkt.
I direktivets art. 7 fremgår følgende:
''1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører''.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte advokat Karen-Margrethe Schebye på kms@sjlaw.dk