Folketingets Ombudsmand har i en nylig udtalelse kritiseret Region Hovedstaden for at have indkaldt en læge til en tjenstlig samtale, som følge af at en ansat læge i forbindelse med indførelsen af akuttelefonordningen havde oprettet en debathjemmeside ved navn ”www.18-13.dk”.
Sagens faktum
I forbindelse med regionernes indførelse af akuttelefonordningen ”1813” havde en læge, der var ansat i Region Sjælland, oprettet en debathjemmeside under domænenavnet ”www.18-13.dk”. Lægen anvendte hjemmesiden til at formidle kritiske debatindlæg om Regionens indførelse af akuttelefonen ”1813”. Domænenavnet lignede til forveksling 1813-ordningens hjemmeside, der havde domænenavnet ”www.1813.dk”.
Den 19. december 2013 modtog lægen en e-mail fra Region Hovedstadens advokat, hvoraf det fremgik, at Regionen ønskede, at lægen omdøbte sin hjemmeside. Dagen efter blev lægen ringet op af personalechefen ved Nordsjællands Hospital. Personalechefen gjorde lægen opmærksom på, at Regionen ville indkalde ham til en tjenstlig samtale, samt at Regionen påtænkte at give ham en advarsel. Under samtalen gav personalechefen udtryk for, at Regionen anså lægens adfærd for at være ”illoyal i forhold til de politiske beslutninger”. Lægen optog telefonsamtalen med personalechefen.
Regionen havde endvidere den 19. december 2013 udsendt en pressemeddelelse med overskriften ”Region Hovedstaden oprørt over kampagneside mod 1813”, hvori lægens hjemmeside blev beskrevet som en ”skræmmekampagne”.
Den 20. december 2013 ændrede lægen navnet på hjemmesiden til ”www.bevarlaegevagten.dk”. Lægen blev ikke indkaldt til tjenstlig samtale, ligesom han ikke modtog den bebudede advarsel.
Lægen klagede efterfølgende til Folketingets Ombudsmand over Regionens fremgangsmåde i sagen, som lægen primært opfattede som et forsøg på at skræmme ham til ikke at udtale sig kritisk om 1813-ordningen.
Ombudsmandens udtalelse
Ombudsmanden udtalte blandt andet, at en myndighed kun bør rette henvendelse til en offentligt ansat, der har udtalt sig kritisk – som i dette tilfælde – såfremt henvendelsen sker for at varetage et sagligt formål. Dette var efter Ombudsmandens opfattelse særligt tilfældet i sager, der drejede sig om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Ombudsmanden udtalte, at det kan være et sagligt formål, at myndigheden henvender sig til den offentligt ansatte, hvis myndigheden har en formodning om, at den ansatte har ytret sig på en måde, der overskrider grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og at der derfor påtænkes iværksat disciplinære sanktioner over for den ansatte.
Region Hovedstaden havde oplyst, at det primære formål med at indkalde lægen til samtalen var for at få afklaret, om lægen ville ændre domænenavnet på hjemmesiden, så der ikke ville være forveksling mellem Regionens hjemmeside og lægens hjemmeside. Regionen frygtede, at især ressourcesvage borgere kunne forveksle lægens hjemmeside med Regionens hjemmeside, og Regionen derfor fandt henvendelsen nødvendig af hensyn til patientsikkerheden.
Ombudsmanden udtalte, at hensynet til patientsikkerheden formentlig kunne udgøre et sagligt grundlag for at rette henvendelse til lægen. Regionens telefoniske henvendelse til lægen var imidlertid meget tydeligt egnet til at påvirke lægen til ikke at udtale sig kritisk om 1813-ordningen, og Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på, at indholdet af per-sonalechefens telefonopkald måtte fremstå som en klar misbilligelse af lægens hjemme-side og som en ”trussel” om ansættelsesretlige sanktioner. Hertil kom, at Regionens adfærd var egnet til at skabe usikkerhed om andre ansattes ret til at ytre sig kritisk om indførelsen af akuttelefonen, hvilket efter Ombudsmandens opfattelse var i strid med hensynet bag reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed og Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Samlet set havde Region Sjælland uretmæssigt forsøgt at indskrænke lægens ytringsfrihed, hvilket Ombudsmanden fandt meget kritisabelt.
SJ Laws bemærkninger
Udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand bekræfter udgangspunktet om, at offentligt ansatte på lige fod med andre borgere har ret til at ytre sig offentligt. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, såfremt væsentlige og saglige hensyn – eks. til patientsikkerheden – taler for det.
Har du spørgsmål til Ombudsmandens udtalelse, kan du kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@ sjlaw.dk
Ombudsmandens udtalelse kan læses her.