Østre Landsret har den 24. april 2013 afsagt dom i en lang række kumulerede sager vedrørende fratrådte medarbejderes krav på fratrædelsesgodtgørelse. Landsretten fastslog, at medarbejdere, der ved deres fratræden var berettiget til udbetaling af deres arbejdsmarkedspension, skulle være aktivt jobsøgende for at bevare retten til fratrædelsesgodtgørelse.
Sagernes faktum
En funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i en virksomhed i minimum 12 år, har efter funktionærlovens § 2a, stk. 1 krav på fratrædelsesgodtgørelse. Formålet med bestemmelsen er at mildne funktionærens overgang til anden beskæftigelse.
Det følger imidlertid af lovens § 2a, stk. 3, at funktionærens krav på fratrædelsesgodtgørelse bortfalder, såfremt funktionæren vil oppebære arbejdsmarkedspension ved sin fratræden. Bestemmelsen indebar således, at der ikke kunne udbetales fratrædelsesgodtgørelse til den funktionær, der ønskede at forblive på arbejdsmarkedet, såfremt vedkommende var berettiget til udbetaling af alderspension.
I EU-domstolens dom af 12. oktober 2010 (sag C-499) blev det imidlertid fastslået, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 var udtryk for aldersdiskrimination og i strid med beskæftigelsesdirektiv 2000/78. En afvisning, af at udbetale fratrædelsesgodtgørelse alene fordi funktionæren var berettiget til arbejdsmarkedspension, var således ulovlig aldersdiskrimination.
Se også SJ Laws nærmere gennemgang af EU-domstolens dom af 12. oktober 2010.
Det stod efter EU-domstolens dom klart, at den hidtidige fortolkning af funktionærlovens § 2a, stk. 3 ikke kunne opretholdes, men det var herudover uklart, hvilken rækkevidde dommen havde. Flere arbejdsgivere afviste eksempelvis fortsat at udbetale fratrædelsesgodtgørelse, under henvisning til at der ikke var realitet bag funktionærens ønske om at forblive på arbejdsmarkedet.
For at få afklaret under hvilke betingelser en funktionær, der ønsker at forblive på arbejdsmarkedet, kan oppebære fratrædelsesgodtgørelse, anlagde tre faglige organisationer på vegne af 14 medlemmer sag mod en række offentlige arbejdsgivere med krav om, dels betaling af fratrædelsesgodtgørelse, dels godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, jf. § 2.
Landsretten behandlede alle 14 sager samlet. I flere af sagerne var funktionærerne for syge til at arbejde, og havde ikke søgt arbejde. En anden gruppe funktionærer var overgået til efterløn, medens en tredje gruppe blot havde søgt arbejde.
Under sagens behandling i Landsretten tog arbejdsgiverne i 3 sager bekræftende til genmæle og udbetalte fratrædelsesgodtgørelse.
Østre Landsrets dom
Østre Landsret lagde til grund, at en forudsætning, for at funktionærerne havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, var, at de pågældende havde søgt arbejde eller været erhvervsaktive. Landsretten fandt endvidere, at det var funktionæren, der skulle godtgøre, at ønsket om at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet var reel.
8 funktionærer fik ikke medhold i, at de havde krav på fratrædelsesgodtgørelse. Østre Landsret lagde vægt på, at de pågældende enten slet ikke havde søgt arbejde, var overgået til førtidspension, havde aktiveret deres alderspension, havde afholdt ferie eller var overgået til efterløn uden at have haft beskæftigelse samtidig.
3 funktionærer fik derimod medhold i deres krav på fratrædelsesgodtgørelse. Landsretten tillagde det betydning, at de pågældende enten havde søgt et betydeligt antal stillinger eller rent faktisk havde opnået beskæftigelse efter fratrædelsestidspunktet.
Ingen af funktionærerne fik godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, idet landsretten bemærkede, at berettigelsen af kravet på fratrædelsesgodtgørelsen beroede på en vanskelig juridisk vurdering, og at der under disse omstændigheder ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
SJ Laws bemærkninger
Østre Landsret fastslår, at det er funktionæren, der skal godtgøre, at den pågældende ønsker at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
De funktionærer, der ikke har søgt arbejde, eller som varigt har forladt arbejdsmarkedet, kan vanskeligt godtgøre, at intentionen om at forblive på arbejdsmarkedet var reel.
De funktionærer, der efter deres fratræden har fået nyt arbejde, vil allerede af denne grund kunne godtgøre, at der er realitet bag ønsket om at forblive på arbejdsmarkedet.
Østre Landsrets dom giver dog ikke nogen nærmere anvisning på, hvilke bevismæssige krav der stilles til den gruppe af funktionærer, der uden held har søgt anden beskæftigelse. Det må imidlertid antages, at funktionærens forklaring herom ikke uden videre vil blive lagt til grund, men at funktionæren skal fremlægge jobansøgninger, afslag mm. for at underbygge sin forklaring.
Det forhold, at en funktionær inden udløbet af opsigelsesvarslet indgiver ansøgning om efterløn, eller det forhold, at vedkommende først begynder at søge nyt arbejde efter udløbet af opsigelsesperioden, taler for, at der ikke har været tale om et reelt ønske om at forblive på arbejdsmarkedet. Bedømmelsen af funktionærens bestræbelser vil dog bero på et bevismæssig vurdering, og det må derfor forventes, at domstolene i de kommende år vil skulle fastlægge bestemmelsens rækkevidde.
Det vides endnu ikke, om dommen ankes til Højesteret, men det må forventes.
Har du spørgsmål til dommen kan du kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@sjlaw.dk.