En transseksuel blev efter et par dages succesfuld arbejdsprøvning i en virksomhed oplyst om, at hun ikke kunne blive ansat. Retten i Århus lagde til grund, at den manglende ansættelse var begrundet i den transeksuelle medarbejders udseende og påklædning, og medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse.
Sagens faktum
En transseksuel mand – der havde fået juridisk, men ikke medicinsk kønsskifte – var blevet ansat i et mandsskabsservicebureau og blev herigennem udsendt til én af bureauets kunder. Efter 2 dages ansættelse og arbejde for arbejdsgiverens kunde blev den transseksuelle afskediget af mandskabsbureauet, angiveligt fordi kunden ikke brød sig om medarbejderens fysiske fremtoning.
Medarbejderens faglige organisation anlagde herefter sag mod dels arbejdsgiveren og dels arbejdsgiverens kunde med påstand om betaling af en godtgørelse for overtrædelse af forskels- og ligebehandlingsloven.
Retten i Aarhus’ dom
Under Rettens behandling af sagen blev der fremlagt et telefonnotat udarbejdet af en socialrådgiver ansat i Aarhus Kommune. Det fremgik af telefonnotatet, at socialrådgiveren var blevet ringet op af en repræsentant for arbejdsgiveren, og at denne havde oplyst, at medarbejderen havde udført sit arbejde tilfredsstillende, men at kunden var bekymret over, at medarbejderen var klædt som en kvinde. Af notatet fremgik det endvidere, at arbejdsgiveren var interesseret i at fastansætte medarbejderen, såfremt hun ville ”skrue ned for det feminine”. Endelig fremgik det af notatet, at socialrådgiveren den efterfølgende dag modtog besked om, at medarbejderen ikke ville blive fastansat, idet kunden ikke ønskede at have en medarbejder i dametøj ansat på lageret.
Under sagen var der tvist om, hvorvidt medarbejderen havde fået et beklædningsreglement udleveret, og om medarbejderen havde haft det korrekte tøj på under sin udførelse af arbejdet.
Både arbejdsgiveren og kunden forklarede under hovedforhandlingen, at de ikke havde udtalt sig som refereret af den kommunale sagsbehandler. Herudover bestred de, at medarbejderen var beskyttet af forskels- og ligebehandlingsloven, idet medarbejderen ikke havde fået foretaget et medicinsk kønsskifte.
Retten i Århus lagde til grund, at det ikke var bevist, at kunden havde været årsag til, at medarbejderen blev afskediget. Kunden blev derfor frifundet.
Retten lagde endvidere til grund, at det ikke var medarbejderens arbejdsindsats, der var årsag til, at arbejdsprøvningen blev afbrudt. Retten fandt det ikke godtgjort, at medarbejderen ikke havde fulgt kundens beklædningsreglement, og den manglende fastansættelse var derfor efter Rettens opfattelse alene begrundet i medarbejderens påklædning og udseende. Det havde efter Rettens opfattelse endvidere ingen relevant betydning, om medarbejderen kunne betegnes som transvestit eller som transseksuel.
Arbejdsgiveren havde derfor overtrådt både forskels- og ligebehandlingsloven, og fik derfor tilkendt en godtgørelse på kr. 30.000 for manglende ansættelse.
SJ Laws bemærkninger
Dommen – der ikke er anket til Vestre Landsret – er den første domstolsafgørelse, der fastslår, at både transvestitter og transseksuelle er omfattet af forskels- og ligebehandlingslovens diskriminationsforbud. Dommen fastslår således, at beskyttelsen mod diskrimination består, uanset om vedkommende har fået en medicinsk kønsskifteoperation eller ej.
Retten i Aarhus’ dom er ikke anket til Vestre Landsret.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte advokat Snorre Andreas Kehler på sak@ sjlaw.dk
Retten i Aarhus’ dom kan læses her.