I konkursboet efter et større ejendomsselskab anmeldte økonomidirektøren og den juridiske rådgiver hver et krav på bonus.
I økonomidirektørens kontrakt var aftalt: ”Medarbejderen oppebærer en bonus på kr. 1.000.000 til udbetaling efter et års ansættelse.” Der var ikke knyttet andre kriterier til udbetalingen end ansættelsestiden.
Den juridiske direktør havde korresponderet med den administrerende direktøren om en tilsvarende bonus, uden at en aftale var blevet nedfældet på skrift.
Ved fordringsprøvelsen afviste kurator fordringerne, under henvisning til at de ikke kunne henføres til de typer af krav, der er nævnt i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1 – 4 om lønprivilegium.
Sø- og Handelsretten udtalte, at bonus, der har til formål at få en medarbejder til at skifte arbejdsplads og/eller til at forblive et vist tidsrum i den nye stilling, har karakter af en præmie, som ikke kan sidestilles med løn eller andet vederlag for udført arbejde. Med disse præmisser blev kravene ikke anset for omfattet af lønprivilegiet.
Sø- og Handelsrettens domme blev begge anket til Østre Landsret. Inden hovedforhandlingen frafaldt økonomidirektøren dog anken.
I forhold til den juridiske rådgiver fandt Østre Landsret ikke, at der overhovedet var aftalt bonus. I øvrigt blev Sø- og Handelsrettens dom stadfæstet af de anførte grunde.
Under sagerne fik konkursboet endvidere medhold i, at opsigelsesvarslerne, der var forlænget til 6 måneder, kunne nedreguleres til funktionærlovens varsler, samt at opsigelsen af den juridiske rådgiver inden konkursen ikke gav ret til godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.
Spørgsmål kan rettes til advokat Bo Lauritzen, der førte sagerne på vegne af konkursboet.
Dommene kan læses her Sø- og Handelsrettens dom af 19. februar 2016 og Østre Landsrets dom af 18. september 2017.